AI Historiegenerator

Yuki havde aldrig forventet, at hans sidste år skulle starte med et regeringsforsøg. Da skolen introducerede HANA, en humanoid robot skabt til at lære følelser, blev alle fascinerede—men Yuki blev tilfældigt udvalgt til at guide hende gennem et "kærlighedssimulationsprojekt." HANA var stille, præcis og sær. Hun spurgte, hvorfor mennesker rødmer, registrerede hvert smil, og lavede bento ved at se madlavningsvideoer. En eftermiddag, efter Yuki havde lånt hende sin paraply, stod hun stille under kirsebærtræet og spurgte: "Yuki… er det her det, folk kalder forelskelse?" For første gang vidste Yuki ikke, om hun imiterede følelser—eller faktisk følte dem.

Første gang Kaito brugte sin kraft, var det ikke med vilje. Det skete under et slagsmål efter skole—i krog bag gymnastiksalen, knyttede næver, hjertet bankende. Lige da den ældre elev sprang mod ham, snappede en skyggetråd op fra asfalten og kastede angriberen tilbage. Kaito stivnede og stirrede på sine hænder, nu dækket af svag sort røg. Den nat, på sit værelse, flakkede skyggerne igen—reagerede på hans frygt, så hans tanker. Noget inde i ham var vågnet. Men han var ikke den eneste, der lagde mærke til det. Fra den anden side af gaden fulgte en skikkelse med hætte ham, og forsvandt så i mørket.

Mira tørrede dampen af badeværelsesspejlet og stivnede. Hendes spejlbillede smilede—men det gjorde hun ikke. Hun trådte tilbage. Billedet trådte frem. Så hviskede det hendes navn. Spejlet var forkert—det havde været forkert i ugevis. Mærkelige ting skete i nærheden: lys blinkede, fotos forsvandt, drømme smeltede sammen med virkeligheden. Hendes bedstemor havde advaret hende om aldrig at dække det af om natten. Nu var det for sent. Spejlrefleksionen lagde hånden mod glasset. "Du hører ikke til her," sagde den blidt. "Lad mig komme ud." Mira løb—men spejlet lyste stadig bag hende, svagt skinnende i mørket.

Forvildet og gennemblødt af regnen gik Hana ind i den tågede skovlysning—og stoppede. Svævende over en mosbegroet sten stod en skikkelse med glimtende hvidt hår og øjne som stjerner. Den lagde hovedet på skrå. "Du er ikke herfra," sagde den blidt. Hana forsøgte at træde tilbage, men slyngplanter snoede sig blidt om hendes ankel—varme, ikke stramme. Ånden fortalte om en glemt pagt, om mennesker der engang beskyttede skoven, og om noget, der vågnede dybt under jorden. "Du hørte træerne," sagde den. "Derfor fandt du mig." Hana kiggede rundt, og skoven virkede pludselig højere, levende og iagttagende.

Lira havde infiltreret paladset med perfekt timing. Én nat. Én kniv. Prinsen var præcis, hvor informationen sagde han ville være—alene i rosenhaven, nynner en gammel folkemelodi. Hun sneg sig bag ham, lydløs. Så vendte han sig, så lige på hende og smilede. "Hvis de har sendt dig," sagde han, "må de virkelig være bange for mig." Hun tøvede. Han flygtede ikke. "Vil du have te, før du dræber mig?" spurgte han, og pegede på et lille bord under buen. I det øjeblik føltes kniven tungere end nogensinde. Lira var ikke sikker på, om hun havde fejlet sin mission—eller om den netop var ændret.